Fredag aften skal vi forsøge at spille os videre til semifinalerne i Sydbank Pokalen, når vi gæster Hvidovre IF på Pro Ventilation Arena i årets sidste kamp.
Fredag klokken 18.00 gælder det returopgøret i kvartfinalen i Sydbank Pokalen.
Med 1-0 i den første kamp på Sydbank Park i søndags fik vi os et fornuftigt udgangspunkt, men det kræver en stærk præstation, hvis det formstærke 1. divisionshold skal besejres på Pro Ventilation Arena, hvor Hvidovre IF slet ikke har tabt i denne sæson.
Træner Simon Poulsen er glad for at have en lille føring med i bagagen til Hvidovre, men føringen er også så lille, at alt er åbent i returopgøret.
– Det er et resultat, der stiller os bedre, end hvis det var endt 0-0 i den første kamp. Det stiller os bedre end før kvartfinalernes start. 1-0 er ikke en stor føring, men det er trods alt en føring. Nu kender vi også Hvidovre lidt bedre. Vi havde selvfølgelig set video med dem, men nu har vi også mærket på banen, hvad de kan. Det er et godt fodboldhold, specielt når de har bolden, siger Simon Poulsen.
Mads Albæk scorede et fremragende mål i den første kamp – en oplagt kandidat til Sæsonens Mål i pokalturneringen – og han håber, at han og holdkammeraterne kan spille sig i semifinalerne og bruge det som en gulerod, når holdet starter op igen efter julepausen.
Han siger således om målet, der gav os en 1-0-føring i slutminutterne på Sydbank Park:
– Det er ofte tilfældigheder, der gør, at man havner i sådan en situation, hvor man synes, der er plads til at skyde. Ofte siger man ”skyd nu”, men man skal også være i en position, der retfærdiggør, at du skyder på mål. Engang imellem skyder man bolden ad h… til, og denne gang ramte jeg den perfekt, siger Mads Albæk.
Kampen i Hvidovre spilles fredag klokken 18.00, og kampen vises på TV3 Sport, hvor der er optakt fra klokken 17.30.