P. Christensen øger sit sponsorat i SønderjyskE Fodbold og bliver rygsponsor på 3F Superligaholdet i resten af sæsonen.
Når spillerne fra SønderjyskE Fodbold søndag eftermiddag løber ind til årets sidste kamp i 3F Superligaen, bliver det med P. Christensen på ryggen.
Bilforhandleren, der blandt andet har afdelinger i Rødekro, Padborg og Kolding, har øget sit sponsorat i SønderjyskE Fodbold, så de nu også er rygsponsor for 3F Superliga-holdet i resten af sæsonen.
Marketingdirektør i P. Christensen, Morten Knudsen, siger om opbakningen til SønderjyskE Fodbold:
– Vi mener det, når vi siger, at vi støtter lokalt. SønderjyskE er meget synlige her i landsdelen, hvor P. Christensen også selv har flere afdelinger, og gennem 3F Superligaen får holdet og landsdelen massiv eksponering, så for os giver det god mening at få eksponeringen på ryggen af spillerne samtidig med, at vi øger opbakningen til klubben. Vi er glade for samarbejdet med SønderjyskE, og vi ser frem til, at vi med dette sponsorat bliver endnu mere synlige i 3F Superligaen, siger Morten Knudsen.
Salgschef i SønderjyskE, Jesper Danielsen, glæder sig over den øgede opbakning fra P. Christensen.
– Vi har et fantastisk samarbejde med P. Christensen, som har støttet os gennem længere tid, og det er meget glædeligt, at en lokal sponsor øger opbakningen til os i en svær tid. P. Christensen har været gode til at aktivere sit sponsorat i SønderjyskE, hvor de blandt andet står bag konceptet med Månedens Fan. Vi er meget glade for, at P. Christensen endnu engang har det lange lys på og viser vejen, siger Jesper Danielsen.