SønderjyskE vandt mandag 2-1 over Vejle i Reserveligaen. Daniel Prosser blev dobbelt målscorer.
SønderjyskE har gjort rent bord i Reserveligaen, efter Vejle Boldklub mandag blev besejret med 2-1 på Haderslev Atletikstadion.
Efter vores nederlag i 3F Superligaen søndag var det denne gang reservernes tur til at komme i aktion, og de vandt for femte gang ud af fem mulige, hvilket understreger den gode bredde, der er i truppen.
Efter en stille start kom der gang i sagerne midtvejs i første halvleg. Daniel Prosser, der i første halvleg tog en tørn på venstre back, fik en aflevering i dybden, og den hurtige ungarer lobbede køligt kuglen over VB’s keeper.
Føringen fik kun lov at stå et par minutter, inden der blev udlignet bag Magnus Nissen på en friløber. U19-målmanden stod en fin kamp i fraværet af Nicolai Flø, der vogtede målet søndag i 3F Superligaen, og Lawrence Thomas, der er taget på landsholdsopgave.
Isak Jensen udfordrede godt og var tæt på et par gange, og også Daniel Prosser og Faris Moumbagna havde gode muligheder før pausen.
Sejrsmålet faldt 20 minutter før tid. Faris Moumbagna tog et godt ryk til baglinjen og spillede bolden ind til Daniel Prosser, der sparkede den resolut i kassen.
Moumbagna, der udfordrede flittigt kampen igennem, var tæt på at komme på scoringstavlen kort før tid, mens hans afslutning tog stolpen.
Dermed blev det 2-1 i reserveholdskampen, hvor flere spillere igen viste sig godt frem, og hvor U19-spillerne Sebastian Jessen, Jonatan Bro og Tobias Ryborg også blev matchet godt på seniorniveau, da de kom på banen i anden halvleg.
FAKTA
SønderjyskE-Vejle 2-1 (1-1)
1-0 og 2-1 Daniel Prosser (26. og 71.), 1-1 (28.)
SønderjyskE’s hold: Magnus Nissen – Robin Schouten, Maxime Soulas, Søren Reese, Daniel Prosser (77./Tobias Ryborg) – Kristofer Kristinsson, Mads Hansen (61./Jonatan Bro), Emil Kornvig – Emil Frederiksen, Faris Moumbagna, Isak Jensen (46./Sebastian Jessen)