SønderjyskE/HFK´s talenthold leverede flotte resultater, da AGF lørdag gæstede Haderslev. U19 spillede uafgjort, mens både U17- og U15 vandt sine kampe.
Pointdeling i jævnbyrdigt U19-opgør
SønderjyskE/HFK’s U19-drenge spillede lørdag 1-1 mod AGF efter et tæt opgør. Cheftræner Karsten Andersen pegede efterfølgende på, at en pointdeling var et godt billede på kampens forløb.
– Det var en typisk efterårskamp med rigtig mange dueller. Begge hold kunne egentlig have vundet, da det var en meget lige kamp, hvor begge hold havde gode perioder. Jeg synes, at vi var bedst i anden halvleg, hvor vi også fik udlignet til 1-1.
Den stærke anden halvleg medvirkede til, at holdet efter kampen ærgrede sig over, at det ikke blev til tre point.
– Vores drenge var skuffet over, at vi ikke tog de tre point, men helt nøgternt set synes jeg også, at AGF havde nogle store muligheder. Vi må derfor sige, at uafgjort var et fair resultat.
SønderjyskE/HFK-AGF 1-1 (0-1)
0-1, 1-1 Philip Sørensen
Startopstilling: Magnus Nissen – Mads Sandsberg, Victor Vasquez, Jonatan Bro Christensen, Philip Sørensen, Sebastian Jessen, Besar Ameti, Andreas Lykke Sørensen, Kristoffer Jørgensen, Tobias Ryborg, Sune Linderoth Aarup.
Bænken: Philip Østerbæk, Youcef Mokdad, Mikkel Tønnesen, Nikolai Jacobsen, Blend Istrefi, Oliver Cafnik-Theill.
U17 sejrer efter stenhårdt arbejde
Talenterne på U17-holdet leverede en rigtig god første halvleg, da mandskabet lørdag vandt 4-2 over AGF. Efter kampen var cheftræner Michael Meyhoff især tilfreds med første halvleg, mens han samtidig roste drengenes solide arbejdsindsats.
– Vi spillede en forrygende første halvleg med god offensiv fodbold, hvor vi skabte mange chancer og var gode i presset. Jeg synes, at vi kom med stor intensitet og tempo, som udfordrede modstanderens defensiv. Et solidt pres skabte stress i deres boldomgang, hvor de ikke fik meget tid.
Cheftræneren var glad for, at U17-holdet formåede at holde stand, selvom AGF fik overtaget i anden halvleg.
– I anden halvleg skiftede momentum, og vi var dårlige til at håndtere det pres, AGF satte ind for at jage reduceringerne. Vi smed for mange bolde, fordi vi tog for mange forkerte beslutninger. Her vil jeg samtidig gerne rose drengene, da de arbejdede stenhårdt og fik kæmpet sig ind i halvlegen. Vi fik derfor mindsket trykket og fik også sat nogle fornuftige omstillinger sammen.
SønderjyskE/HFK-AGF 4-2 (4-1)
1-0 Gustav Drest Wagner, 2-0 Mostaffa Rabia Yassin, 3-0 Tinus Olesen, 3-1, 4-1 Benjamin Tabrizi-Birkebæk
Startopstilling: Jonathan Heigl – Carl-Emil Iwersen, Gustav Drest Wagner, Frederik Kyed Thomsen, Mostaffa Rabia Yassin, Anders Bergholt Pedersen, Noah Musaefendic, Simon Maass, Tinus Olesen, Villads Klindt Sørensen, Benjamin Tabrizi-Birkebæk.
Bænken: Ashkan/Umut Tootoonchi, Olti Hyseni, Emil Ryttersgaard, Lauge Callesen, Refik Avdic.
Flot præstation sikrer U15 sejren
U15-drengene leverede en flot præstation, da holdet besejrede gæsterne fra AGF med 4-2. Efterfølgende roste cheftræner Thomas Skou Jensen holdets evne til at skabe mange chancer mod et stærkt AGF-mandskab.
– Det var en jævnbyrdig kamp mod et godt trænet AGF-hold, hvor jeg synes, at vi skabte flest chancer og fik lavet fire rigtig fine mål. Vi ville godt have været lidt mere på bolden, mens vi selvfølgelig også er trætte af, at de scorede to mål på standarder.
Thomas Skou Jensen var især tilfreds med U15-holdets udtryk i kampen.
– Generelt var det en god og moden præstation af drengene, hvor jeg synes, at vi kommer med god energi og aggressivitet over hele linjen.
SønderjyskE/HFK-AGF 4-2 (2-0)
1-0 Marcus Nukulkit Hansen, 2-0 Olti Hyseni, 3-0 Sebastian Larsen, 4-0 Marcus Nukulkit Hansen, 4-1, 4-2
Startopstilling: Noah Q.P Nguyen – Asghar Ibrahimi, Lasse Riggelsen, Frederik Nygaard Jürgensen, Marcus Nukulkit Hansen, Sebastian Larsen, Olti Hyseni, Alexander Damsgaard Hansen, Jakob Lagoni Thorsen, Nicolai Biel, Sultan Azar Ebrat.
Bænken: Elias Hjort-Pedersen, Mohamed Yahya, Christoffer Linde Nygaard, Jeppe Klemann.
U19, U17 og U15-drengene skal forsøge at følge op på den flotte weekend, når de tre hold tager imod AC Horsens på hjemmebane d. 23. oktober.
Af: Ludvig Winterskov Møller