Fem spillere har været i aktion for diverse landshold den seneste uges tid.
SønderjyskE har den seneste uges tid haft syv spillere af sted med diverse landshold.
Hvis vi starter med A-landskampene, var det glædeligt, at Duplexe Tchamba igen kom i aktion for Cameroun. Den 23-årige forsvarsspiller debuterede for landsholdet i juni, og han fik sin anden kamp i bæltet i mandags, da han spillede hele kampen mod et stærkt landshold fra Elfenbenskysten. Ivorianerne vandt kampen med 2-1, og det er netop de to hold, der ligger øverst i tabellen i VM-kvalifikationspuljen.
Lawrence Thomas var igen udtaget til Australiens A-landshold, som han debuterede for i juni, men denne gang måtte han se til fra bænken i VM-kvalifikationskampene mod Kina og Vietnam. Australien vandt begge kampe og har nu vundet ti kampe i træk i VM-kvalifikationen, hvilket er rekord for et land i den asiatiske kvalifikationsturnering.
Emil Holm fik igen vist sig godt frem for det svenske U21-landshold. Han startede inde i begge EM-kvalifikationskampe og spillede to hele kampe. I den første kamp mod Montenegro leverede han to assists i 3-1-sejren, mens den anden kamp mod Bosnien-Hercegovina endte 1-1.
På det danske U19-landshold var Isak Jensen i aktion to gange. I den første kamp mod Norge kom han ind fra bænken og scorede til slutresultatet 6-1, mens han startede inde og fik knap en time i 1-0-sejren over Polen.
På det danske U17-landshold havde vi to spillere fra SønderjyskE/HFK i aktion. Gustav Drest Wagner startede inde i den første kamp mod Østrig og spillede 80 minutter, mens Tinus Olesen fik den sidste halve time på banen. I kamp to – også mod Østrig – startede Tinus Olesen inde og fik omkring 65 minutter, mens Gustav Drest Wagner fik de sidste 25 minutter. Begge kampe endte med en dansk 1-0-sejr.
Endelig har vi også haft Blend Istrefi af sted med Kosovos U19-landshold, som er samlet fra den 4. til 9. september.
Efter den tur rundt i hele verden venter der snart fodbold igen i Haderslev.