AaB var for stor en mundfuld i sæsonens sidste hjemmebanekamp, og med et 0-4-nederlag er sæsonen dermed forbi.
Så er der sommerferie for spillerne i SønderjyskE Fodbold.
Det krævede mindst uafgjort mod AaB i sæsonens sidste hjemmekamp, hvis sæsonen skulle forlænges med en Europa-playoff-kamp mod AGF på fredag, men AaB vandt så sikkert som 4-0 på Sydbank Park og får dermed mulighed for at snuppe Danmarks sidste Europa Cup-plads.
Kampen startede ellers ganske fornuftigt, og Anders K. Jacobsen var tæt på at bringe os foran på et hovedstød, men i stedet blev det både 0-1 og 0-2 inden pausen. Anders K. Jacobsen var tæt på en reducering lige før pausen, der kunne have skabt fornyet spænding, men forsøget endte i sidenettet.
Efter en times spil og igen ti minutter senere øgede AaB til 3-0 og 4-0, og så var det desværre slut.
Status for sæsonen er en ottendeplads i 3F Superligaen og en plads i finalen i Sydbank Pokalen, og det havde vi bestemt solgt den for på forhånd i en sæson, hvor der var skåret ned fra 14 til 12 hold, men i nederlagets stund vil vi altid være skuffede.
Tak til 3.011 fans, der bakkede flot op på Sydbank Park i den sidste kamp. Det har været en fornøjelse at se jer tilbage på lægterne, og vi glæder os til at tage hul på vores 14. sæson i træk i 3F Superligaen efter sommerferien, hvor vi forhåbentligt sammen skal ud og skabe nye oplevelser.
Tak for denne sæson.
Er du også gået glip af en nyhed?
Tilmeld dig SønderjyskE’s nyhedsbrev og få de de seneste nyheder direkte i din indbakke